Da jeg skulle til at flytte hjemmefra for første gang fik jeg at vide, at det var meget urealistisk at forvente at kunne leve for kun 1000 kr. om måneden til mad og andre husholdningsartikler, så derfor tog jeg selvfølgelig det som en udfordring og vil dele mine tips og tricks med andre i samme situation.
Du vil her finde en samling af lækre opskrifter der kan holde det stramme budget for den travle studerende med eksempler på de ekstremt billige til de lidt dyrere, men stadig overkommelige retter, samt andre tricks som kan være med til at berige din hverdag på SU (eller hvis budgettet bare er lidt stramt)

tirsdag den 20. marts 2018

Frikadeller med sund salat

Frikadeller med edamame-salat
Antal: 2 portioner
Tid: Forberedelse 5-10 min.
        Tilberedning: 10-15 min.
Sværhedsgrad: Nem
Prisklasse: Midt på måneden
Fryseegnet: Ja (dog ikke salaten)

Ingredienser:
250 g hk. kalv og okse
2 æg
½ dl mælk
50 g havregryn
½ dl æblemost/æblejuice
1 fed hvidløg, finthakket
1 spsk. rapsolie

½ spidskål/hvidkål (ca. alt efter størrelsen)
200 g frosne edamame-bønner (i bælg)
2 dl hytteost
2 spsk. honning
1 citrons saft
Lidt frisk dild eller persille
Salt og peber

Fremgangsmåde:
Ælt kød med æg, mælk, havregryn, æblemosten/-juicen og hvidløget og tilsæt lidt salt og peber. Er farsen for tynd tilsættes ekstra havregryn. Steg i olie omkring 5 min. på hver side.
Frikadellerne kan evt. lunes færdige i ovn ved 160 grader i 5-8 minutter.

Hæld de frosne edamame-bønner i en skål og hæld kogende vand over. Imens bønnerne tør op blandes hytteosten med honning, citron og dild/persille og smages til med salt og peber.
Hæld vandet fra bønnerne og bælg dem. Kålen snittes fint og blandes med bønnerne og vendes i hytteostcremen.


Opskriften stammer fra Bitz og Frisk' slankekur

torsdag den 8. marts 2018

Torskerogn med sennepsskyr

Rugbrød med torskerogn og sennepsskyr

Antal: 1 person
Tid: 6 min.
Sværhedsgrad: Nem
Prisleje: Sidst på måneden
Fryseegnet: Nej

Ingredienser:
1. spsk. neutral skyr/yoghurt
1 tsk. sennep (ikke den søde variant)
2 skiver rugbrød
100 g torskerogn i skiver
Lidt citronsaft
Evt. lidt karse eller mynte til at pynte med

Fremgangsmåde:
Rist torskerognen på en tør pande i ca. 2 minutter på hver side.
Bland skyr/yoghurt og sennep og smør på rugbrødet.
Kom torskerogn ovenpå og hæld lidt citronsaft over. Top med lidt grønt.

Baggrund:
Hvis du ligesom jeg for længst har glemt alt om det der nytårsforsæt om at få smidt et par overflødige kilo så er denne opskrift fantastisk til at vende tilbage til de sunde vaner.
Derudover er det en simpelt og temmelig billig ret som samtidigt sætter lidt restaurantfornemmelse over hverdagen.
Velbekomme.


Opskriften stammer fra Bitz og Frisk' slankekur

torsdag den 29. juni 2017

Fyldte Portobellosvampe

Portobellosvampe med kødfyld
Antal: 4 stk.
Tid: 15-20 min.
Sværhedsgrad: Nem
Prisleje: Sidst på måneden/Midt på måneden

Ingredienser:
4 Portobellosvampe
4 æg
En håndfuld skinkestrimler/bacon
Revet ost (en håndfuld)
1 fed hvidløg
Evt. rester af majs fra dåse
Salt og peber
Olivenolie

Fremgangsmåde:
Rens svampene, fjern stokkene og placer dem i et ildfast fad. Tænd ovnen på 180 grader (varmluft).
Hak hvidløget fint og svits i olivenolie. Tilsæt skinkestrimlerne/bacon. Hvis du har majs tilovers så ibland også disse i fyldet.
Smag til med salt og peber.
Ibland den revne ost og fyld hver svamp med lav top.
Sæt i ovnen i 10-15 minutter.
Pisk æggene og kom en smule salt og peber i æggemassen. Steg på panden som små æggekager (så de passer som låg på svampene). Inden servering placeres et låg af æg på hver svamp.

torsdag den 22. juni 2017

Gulerodsrisotto

Gulerodsrisotto
Antal: 4 portioner
Tid: 40-45 min.
Sværhedsgrad: Middel
Prisleje: Midt på måneden
Fryseegnet: Nej

Ingredienser:
½ kg gulerødder
450 g ris
40 g revet ost

1 løg
1-2 fed hvidløg
1 L bouillon
2 dl hvidvin
Citronsaft
Olivenolie
Salt og peber

Fremgangsmåde:
Skræl, grovskær og kog gulerødderne til de er bløde. Hæld vandet fra og tilsæt hvidvinen. Blend til puré.
Pil og hak løg og hvidløg og steg det i lidt olivenolie. Tilsæt derpå gulerodspuréen og rør konstant.
Kom derpå risene i indtil risene er let blanke/gennemsigtige før der tilsættes bouillon 1 dl ad gangen.
Fortsæt til risene er al dente. Fjern derpå fra varmen og tilsæt ost.
Smag til med citronsaft, salt og peber.

lørdag den 10. juni 2017

Kylling i cola

Cola-kylling
Antal: 4 portioner
Tid: 35-45 min.
Sværhedsgrad: Nemt
Prisleje: Midt på måneden
Fryseegnet: Ja

Ingredienser:
600 g kyllingefilet
2-3 dl cola (almindelig/kirsebær-cola)
2,5 dl tomatketchup
1 ds. konc. tomatpuré
1 spsk. ingefærrod
1 fed hvidløg
Salt og peber

Server med basmatiris, groft brød og grøntsager

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 180 grader varmluft/200 grader alm.
Skræl og riv ingefæren og hak hvidløget fint.
Bland cola, ketchup, tomatpuré, ingefær og hvidløg i en skål. Rør rundt til du har en sauce.
Smag til med salt og peber
Skær kyllingen i mundrette stykker og det i et ildfast fad. Overhæld med saucen til de er helt tildækket. (Gem eventuelle rester i fryser - mariner evt. ekstra kylling)
Kom i den varme ovn i 30-35 min.
Når der er 20 min. tilbage sættes risene over - kog efter anvisning på emballage.
Server cola-kyllingen med ris, groft brød og grøntsager

Baggrund: 
En hurtig, billig hovedret som alle kan lave og har en fantastisk, lidt anderledes smag og er super godt med sprøde grøntsager til.
Lærte selv retten i hjemkundskab og har lige siden elsket den.
Hvis man har en sodastreammaskine kan man endda selv lave sin egen cola og tilsætte.

fredag den 26. maj 2017

Rød saftevand

Sund rød saftevand
Antal: ca. 1 Liter/6 store glas
Tid: 7-15 min.
Sværhedsgrad: Nem
Prisleje: Sidst på måneden
Fryseegnet: Ja

1 Liter vand
2-3 håndfulde frosne blandede bær
Honning
Evt. 1 limes saft

Fremgangsmåde:
Kom honning, bær og limesaft i vandet og lad det stå i 3-8 minutter for at bærrene kan suge væske. Rør rundt undervejs.

Når bærrene er mere eller mindre optøede, presses bærrene med en grydeske eller lignende for at få så meget saft ud som muligt. Smag eventuelt til med mere honning for at få den ønskede sødme.

Si saften og pres bærrene for den sidste rest saft.
Drik med det samme, eller sæt på køl for at nedkøle det fuldstændigt. Frys evt. noget ned som isterninger og brug til at køle ned uden at fortynde saften.

lørdag den 13. maj 2017

Hjertegryde

Hjertegryde
Antal: 4-5 portioner
Tid: 2 timer
Sværhedsgrad: Middel
Prisleje: Midt på måneden
Fryseegnet: Ja

Ingredienser:
2 stk. svinehjerter/1 kalvehjerte
10 skiver bacon
250 g champignoner
2 løg
1 dåse flåede tomater
4 dl bouillon
4 spsk. hvedemel
4 spsk. margarine/smør
Peber

Serveres med kartoffelmos eller ris.

Fremgangsmåde:
Hjerterne vaskes og skæres i mundrette strimler. Løg pilles og hakkes.
Bacon skæres i strimler og bouillon forberedes.
Champignoner renses og skæres i mindre stykker.
Løg og bacon brunes i en stor gryde. Hjerterne vendes i mel og peber og tilsættes. Kog i 1½ time for at få sejheden ud af kødet.
Tilbered kartoffelmos eller ris når der er en halv times tid tilbage.
Champignonerne ristes i margarinen/smørret og tilsættes sammen med tomaterne.
Varm igennem og server.

Baggrund:
Hjertegryde er en super lækker ret som jeg har fået meget hele mit liv. Mange mennesker bryder sig ikke om smagen eller konsistensen af indmad, men denne opskrift er en god måde at udnytte at hjerter er billigt kød og så smager det altså bare super godt.